Planlægning af langturssejllads
- SAGA
- 5. okt. 2024
- 7 min læsning
Planlægning er en god sejlers bedste ven. Vejr, vind, søkort, mekanik, elektronik, visa, vacciner, sikkerhed, gaster, kommunikationsudstyr og meget andet skal være i orden, imens man på samme tid skal man være forberedt på at ingenting går efter planen.
Vi har nu brugt omkring 14 måneder på at gøre os klar til turen, og for hver ting vi har fået ordnet, kommer der en ny ting der kræver vores opmærksomhed. Og så er der den lille detalje, at Saga ligger på land i Australien, og vi derfor ikke kan lave det mindste praktiske arbejde på selve båden. Men det er der jo ikke noget at gøre ved.
Da vi begyndte at planlægge turen, var der nogle centrale spørgsmål som vi skulle besvare, hvilket har udgjort størstedelen af vores forberedelser.
Hvor skal vi sejle hen? Verden er forbundet af vand, så mulighederne er mange, og hvem skal vi have med? Der er jo så mange mennesker man kan dele denne rejse med, og så det vigtigste spørgsmål: Hvordan vil vi gerne se og opleve verden, og hvilket slags fællesskab skal vi have? Kort sagt, hvad er vores rejseideologi?
Hvor skal vi hen?
Det første vi gjorde var at lave en rute med udgangspunkt i Australien. Nemt nok tænkte vi, vi sejler bare lige op til Japan og så ned igen til ækvator, hvorefter det bare er at sejle over det indiske ocean, under Afrika, over det sydlige Atlanterhav til Caribien og så igennem Panama kanalen til Stillehavet, som selvfølgeligt også skal krydses, indtil vi igen er i Australien efter 3 år. Vi lagde ruten ud på google earth, og indså så at det var omkring 28.000 sømil, hvilket i Saga svarer til omkring 280 dage på åbent vand. Det var alt for langt, for selvom vi elsker at sejle, så sejler vi altså for at nå land, mennesker og kulture.
Hvor er så de vigtigste steder for os? Japan var klart en prioritet, og så stederne man ikke rigtigt kan nå med fly, hvilket pegede ud i Stillehavet. Derfor fik vi ideen med at sejle mod øst ud i Stillehavet, i stedet for den sædvanlige tur mod vest med passaten.
Det var ikke en nem beslutning at sejle mod øst fra Australien. Japan ville dermed blive gemt til slutningen af turen og vi ville være nødt til at tage væk fra ækvators varme ved at sejle længere mod syd, for at fange vestenvindende omkring 40 sydlige breddegrader. Det er det der bliver kaldt "De brølende 40'er". Der hvor vinden og bølger ikke bliver brudt af land, men får lov til at bygge sig op til, ja lad os sige pæne størrelser.
Vi undersøgte alt hvad vi kunne, gik igennem både tvivl og tiltro til os selv, og i sidste ende vandt troen på at vi godt kan. Vi har trods alt 3 ocean kryds til sammen, og en ungdoms tro på os selv og vores evner.
Når vi først er nået ud i Stillehavet, så siger ruten sig selv, i det vi bare skal mod vest, indtil at vi har en lille afstikker til Japan og derefter tilbage til ækvator. Derefter må tiden vise hvor Saga skal hen.
Med ruten lagt kunne Niels begynde at nørde vindsystemer, kort og havstrømme.
Hvem skal med?
Så var der alt det med gaster. Vi ville gerne dele rejsen med venner og fremmede, men hvor mange kan man være på en lille båd? For der skal være mad og vand nok, sovepladser til alle, sikkerhedsudstyr til alle, og så skal vi alle kunne holde til det.
Vi blev enige om at vi ville prøve at have så mange med, som det var sikkerhedsmæssigt ansvarligt, og som vi kunne holde ud at være sammen med. Men vi ved ikke hvor mange mennesker vi kan holde til. Måske kan vores gaster holde til at være 8 mennesker på Saga i 2 måneder, men kan vi holde til det i måske 6 måneder?
Vi har valgt at teste det. De første 6 måneder skal vi være maksimalt 5 på båden, da vi har lange strækninger som turen fra New Zealand og ud til Fransk Polynesien, som vi regner med at tage omkring 28 dage. Men derefter, når vi er trygt i Fransk Polynesien, skal vores fællesskab stå en prøve, når vi bliver 8 mennesker i et par måneder på en 11,2 meter kort sejlbåd.
Vi har inviteret næsten alle mennesker vi kender og møder, og de fleste siger "ja det vil jeg mega gerne", men kun nogle enkle tager os op på tilbuddet. Hvilket blot er ganske naturligt. Drømmen er fed, men springet er skræmmende.
De første 6 måneder
Den første der absolut ville være en del af sejlturen, var vores kammerat Theis, og modsat de fleste andre, så var 3 måneder ikke nok for Theis, nej det skulle gerne være så tæt på et år som muligt. Vi var også kommet til at give Theis en Troels Kløvedal bog, som satte drømmene helt over genvind. Et beskidt trick, hvis man virkeligt gerne vil have nogen med ud og sejle. Så manglede vi kun 2 gaster mere de første 6 måneder.
Phillip er gasteansvarlig og han begyndte derfor at søge med lys og lygte på diverse facebook sider. Derigennem mødte vi Lise. Hun er 32 år gammel, imødekommende og glad, og ganske nem at være sammen med. Derudover er Lise læge, hvilket er noget at det bedste man kan have på en båd, selvom det 100% er hendes personlighed og gåpåmod der har givet hende pladsen på Saga.
Vi fandt også en anden gast, som desværre hoppede fra efter et par måneder, og derfor begyndte jagten endnu engang. Vi har haft besøg af flere søde mennesker, som alle gerne måtte komme med, men der var kun én plads. Den faldt lidt uventet på vores veninde Laura. Laura befinder sig nemlig allerede i Australien hvor hun arbejder, efter hendes lange backpacker rejse igennem Asien.
Vi laver snart et opslag, hvor man rigtigt kan møde vores gaster, så hold jer opdateret her på siden.
Hvad er vores ideologi?
Det vigtigste spørgsmål, som en del langturssejlere ikke rigtigt definerer. Nok fordi de ikke synes at det er nødvendigt. Men de glemmer at så snart der gaster kommer ombord, så er det ikke længere kun deres egen rejse, det er lige så meget gasternes. Ja, selv båden er deres, ligesom oplevelserne og den strækning af turen er deres. Derfor skal der være klare ideer for hvordan man gerne vil opleve og have fællesskabet, selvom det selvfølgeligt kan gradbøjes, så det passer til netop den besætning der er på båden. Vores ideologien blev til følgende liste:
Vi rejser langsomt
Mange sejler for den næste destination. Det bliver hurtigt "Okay her ser sådan her ud, og der er de og de ting, ej hvor spændende, men hvad med den næste ø?". Det er jo en sund nysgerrighed, men som mangler en dybde. Når man stopper op og giver sig tid til kulturen og menneskerne, så vil man opdage det magiske ved at sejle, nemlig at man kan komme helt tæt på samfundet, på både godt og ondt, og her ligger de oplevelser som man ikke kan planlægge, og det er netop dem man husker resten af livet. Hvis man blot vil se og opleve smukke steder og øer, så flyv frem for at sejle. Man sparer en masse tid.
At sejle langt er at komme tæt på hverdagen, både for os selv, og dem man møder. Og netop hverdag er vigtigt i sig selv.
Det skal være hverdag
Det lyder ikke specielt spændende, og det er det heller ikke, hvilket er grunden til hverdagens vigtighed. At sejle i 3 år eller 3 måneder er i sig selv spændende, men man kan ikke behandle det som en 2 ugers ferie til Mallorca, hvor der skal opleves for alle pengene hver eneste dag og hvor hverdagen venter på den anden side af ferien. Vi er nødt til at have en hverdag på båden. Faste måltider, forudsigelige dage hvor intet sker og hvor man blot eksisterer. Der er intet menneske er kan overskue at opfinde hver eneste dag i 3 måneder.
Vi er et demokrati
Medmindre det er sikkerhedsmæssige beslutninger, så er Saga et demokrati. Det ligger op ad, at vi mener at det er lige så meget gasternes tur, som det er vores egen. Gasterne er lige så meget med til at bestemme hvilken by eller ø vi sejler til, så længe det giver mening i forhold til vind og vejr. Det bevirker også at alle tager en del af læsset. Vi er ikke en charter båd, og man er gast, ikke gæst. Arbejde og nydelse hænger sammen her.
Ansvar
Ansvaret ligger ultimativt på os, men derfor opfordrer vi stadig gaster til at tage ansvar, selvom de tekniske set ikke behøver. Det gør vi, fordi vi mener at hvis man føler et ansvar overfor båden og turen, så gør man lidt ekstra for at alt fungerer og er dejligt. Det er en ejerskabsfornemmelse, som gerne skal medføre mere glæde for både os og gasterne.
Vi sejler konservativt
At sejle konservativt betyder at vi sejler sikkert. Vi gør gerne sejlene lidt mindre om natten, selvom vi ikke tror at der kommer mere vind, men rent sikkerhedsmæssigt er det det fornuftige at gøre. Vi er ligeglade med fart, så længe vi når frem på den mest sikre måde. Vi sørger for at ALLE på båden kan lave de manøvrer der er nødvendigt i en mand over bord situation. Og vi oddser ikke på at vi kan blive lidt længere i orkansæsonen. Vi presser ikke citronen på sikkerhed og måden hvorpå vi sejler.
I sidste ende fortryder man ikke at man gjorde noget med sikkerhed for øje.
Hvordan det vil udfolde sig i praksis er en hel anden sag, men sådan er det jo når drømme møder virkelighed.
Der er selvfølgeligt meget mere til planlægningen, men hvor vi sejler hen, med hvem og hvordan er de vigtigste tanker og planlægninger vi har gjort os.
Tak fordi i læste med.
Comments