Problemet med Alfred

Skribent: Phillip

Hej allesammen beklager radiostilheden.

I hørte sidst fra os da vi lå i cyklonen Alfred og lad mig starte med at sige at båden klarede det suverænt. Takket være vores beredskaber, klarede vi og båden det uden skrammer. Det var et par søvnløse nætter da vinden var på sidst højeste med vindstød på 120 km/h. Ellers så var det meste af det som vores nabo Laurie sagde, 95% kedsomhed og 5 % skide i bukserne. Kedsomheden klarede vi med et godt gammeldags Harry Potter marathon.

Stemningsbilleder fra den våde tid under Alfred

Efter den lange uge med regn og vind var det en sand glæde at stå op til en solrig dag og solen markerede at vi var klar til næste skridt. Den stående Rig skulle stadig fikses. Vi kontaktede vores rigger Darrin, som så venligt havde lovet vi kunne låne hans havneplads gratis i arbejdstiden. Vi klargjorde båden, som den var før cyklonen og sigtede mod nord for at ramme Horizon Shores Marina. Der var 16 sømil derop og det var en simpel tur for motor. Grundet den tunge regn og vind fra cyklonen, oplevede vi dog 4 knobs modstrøm og en masse drivtømmer så vi sejlede forsigtigt.

Rigarbejdet begynder

I Horizon Shores stod Darrin og ventede os.

Vi var ivrige efter at komme i gang især fordi cyklonen Alfred havde skubbet os 2 uger bagud i tidsplanen. Darrin fortalte os at værkstedet der skulle forberede materialerne havde mistet strøm pga. cyklonen og derfor ville der gå noget tid før det kunne være klar. Det ville ende med at være første forsinkelse af flere…

Men i stedet for ærgre os over yderligere forsinkelse, sørgerede vi for at få det bedste ud af det. Vi fik opgjort en masse dejlige lister med opgaver og ting som Saga trængte til at få ordnet/skaffet.

Med den samlede kræft af skipperne, Darrin og gasterne blev der gjort godt for den tid vi lå i orkanskjul. Vores mål var at være klar til at sejle til New Zealand når riggen var færdig. Skippere og Darrin stod for rigarbejdet mens gasterne ordnede det lavpraktiske. En rutine begyndte at forme sig.

Det var herligt at have Darrin som læremester for han gjorde en stor ting ud af at vi skulle lære at skifte riggen selv. Og vi følte at vi lærte en hel masse. Han gav os endda en masse udstyr gratis som kunne hjælpe os med fremtidens rigarbejde. Han jokede også med at vi kunne blive Fransk Polynesiens lokale riggere ;))

Nyt nyt nyt nyt

Båden så hele tiden nyere og nyere ud. Vi fik også købt os en ny gummibåd, da vores gamle havde fået en tendens til at søge bunden af havet. Darrin donerede en ny furler til forsejlet. Den løbende rig (rebbene) blev udskiftet. Alt stål blev skrubbet for rust og pudset. Reservedele blev bestilt i vildskab. Alle skabe, låger, rum og kroge blev fyldt op med langtidsholdbart mad. Klargøringen skred fremragende frem.

Farverig forkælelse

Med intense arbejdsdage skulle der også være en gulerod til vores gaster. Fordi marinaen lå midt ude i bøhlandet, havde vi lejet en bil, som vi planlagde at bruge til lidt sightseeing. Vi besluttede os for at besøge en by kaldet Nimbin. Byen skulle eftersigende være en fristad ikke meget anerledes fra Christiania.

Efter 1,5 time i bil gennem et fantastisk klippefyldt terræn, ankom vi til den lille by. Det første der mødte os var et byskilt i regnbuefarver. Og byen der fulgte var ikke meget anerledes.

To små veje mødtes i midten af hvad der kunne være ground zero for en voldsom eksplosion i farveland. Alle bygninger var berørt af eksplosionen og store muralmalerier var mesterligt proppet ind på hver en overflade. Her var vældig finurligt og med store smil strabadserede vi mellem de mange butikker.

Lugten af cannabis hang på gaden kun udskiftet med delikate strøg fra de veganske køkkener. Vi satte os til frokost og nød de farverige omgivelser i solen. Selvom byens facader afspejlede frisind og spiritualitet, var kernen dog rådden. Det var klart at se at Australiens stofproblemer også var nået til disse stræder og hvad der måske en gang var en fristat kunne nu beskrives som en substansfyldt turistfælde.

Ikke langt skulle man gå før ængstelige skikkelser tilbød en varieret diet af euforiserende stoffer; organiske som syntetiske.

Søde naboer og fødselsdag

Tilbage i marinaen stod den stadig på arbejde, men det skulle ikke stoppe os for at fejre Lise som havde fødselsdag. Efter at have været i marinaen i noget tid, kendte vi nu en del af fastlæggerne som alle var ekstremt venlige og imødekommende. Trish og Rob, vores naboer, havde jævnligt budt os på kolde drikkevarer efter vores lange arbejdsdage. Da de hørte at Lise havde fødselsdag snart foreslog de os en tur ind til den lokale pub. De arrangerede en shuttle bus og afsted kom vi på et alkoholiseret afbræk fra arbejdet.

Inde på baren mødte vi flere af de skønne fastlæggere som muntert gjorde os selskab. Igen slog det os hvor venligt det australske folk havde været og det bliver nok det mest mindeværdige ved den første del af vores togt.

Rig færdig så mod NZ… eller hvad?

Efter 2 uger plus det løse var gået havde vi fået ordnet en hel masse og vi var mere eller mindre klar til at sejle mod kiwiernes land. Vi var nu 4 uger bagud og følte os lidt presset på tid. Vi sagde farvel til alle i marinaen og sejlede tilbage til vores cyklonskjul. Her ville vi ligge og vente på et vejrvindue. Vi kontaktede MetBob som er en meterolog der laver sejlplaner for sejlbåde. Desværre var der dårlig nyt og der var ikke et sejlvindue at se, så vi ventede på hans næste melding. Næste melding lød på et vejrvindue d. 4/4, men det så ikke godt ud og vi valgte at vente på et bedre vindue. Men nu pressede en ny udfordring os. Vores visaer udløber d. 10/4. Bureaukrati, lad os gå! De seneste par dage har budt på en masse kedelig informationssøgning og her driller bureaukratiet os en hel masse. Vi kan søge et nyt visa for 2200 kr per næse men kan ikke forlade landet før det visa er blevet godkendt. Hvis vi smutter før det bliver godkendt vil vi ikke kunne komme tilbage til Australien igen. Det er noget af en hovedpine at navigere i, da vi bare vil afsted hurtigst muligt. Vi har også lige fået et nyt vejrvindue d. 12/4 som ser meget bedre ud, men medmindre vi får styr på det her visa-rod kan vi ikke tage afsted.

Alt dette startede med at Alfred blæste ind over os, men vi lader det ikke slå os ned.

Om det er en cyklon, reservedel eller reperation, vil der altid være forsinkelser. Dette har været en lærestreg i netop det og vi glemmer det ikke.

I dag kontakter vi diverse bureauer for at se hvad vores muligheder er, måske finder vi en løsning. Der sker så meget omstilling for tiden og derfor har skriveriet været på pause, men nu burde i gerne være opdateret og vi skal nok skrive ud når vi har vores endelig afrejse dato.

Tak fordi i læser med, vi ses!

Saga

Bonus materiale

Myggeudryddelse var en daglig kost i Horizon shores

Myggejagt efter vores forsvarsværker fejlede

For første gang kom Niels og jeg i vandet med scubaudstyr, men det var af praktiske årsager. For at komme ind i New Zealand skal bunden være skrabet for roer, så vi måtte i det mørke vand. Sigtbarheden var omkring 30 cm, så vi måtte nærmest føle os frem. Heldigvis kom der ingen hajer forbi og hilste. Da vi kom op uskadte var der serveret varm kakao, worth it!