Sejleventyret starter!

Der er sket meget siden sidst.

Vi sluttede af med at ligge og vente på vores redningsflåde. Det tog længere tid en forventet, men vi gad ikke bare lave ingenting. Det blev besluttet at vi skulle øve noget sejlads og derfor stak vi ud i søen.

Det endte med at blive en noget hård tur da vejrudsigten ikke var helt retvisende. Vi kom ud i 3 meter høje bølger og 13-15 s/m vind. Saga skød gennem vandet med høj hast og bølgerne lagde hende godt og grundigt ned i søen. Alt dette mundede ud i en hel besætning nedlagt af søsyge. Niels og jeg  blev nødt til at tage roret og fordi vi skulle vente på et tidevandsvindue for at komme tilbage, blev sejladsen 6 timer lang. De stakkels gaster kæmpede bravt og selv jeg blev ramt af sygen, mens Saga fortsatte uforandret med Niels ved roret. Det var skønt at mærke vinden i sejlene, og de kære gaster kom heldigvis ovenpå inden vi nåede helt hjem. Niels og jeg blev enige om at være mere påpasselig omkring vejrudsigterne. Lise, Theis og Laura udviste stor forståelse og følte endda at det var en tur der lærte dem noget og de følte sig godt og grundigt hærdet. Hold kæft hvor har vi været heldige med vores besætning!

---

Det lækker!?

Redningsflåden ankom og det var meningen vi bare skulle afstig afsted. Men på vores øvesejlads var et nyt problem opstået.

Vi lækkede vand.

Vi fandt frem til at det var en søventil som ikke kunne fikses i vandet.

Vi hentede redningsflåden hos Andrea i marinebutikken og fløj forbi kontoret hvor vi fil bestilt tid til kranen.

Det tog kun en dag og alle vores bekendte på havnen kom forbi for at høre hvorfor filan vi ikke var taget afsted endnu. De sympatiserede med os, men alle var enige med os om det var godt at finde ud af det nu, et sted hvor vi kendte faciliteterne og kunne løse det.

Det gav os også mulighed for at få et kursus af Laury, en Australsk sejler, i at sejle ned mod vores næste mål: Fraser Island.

Den tur bød på 2 problemer: sandbanker der skifter rundt og det man kalder en “bar”.

Sandbankerne krævede lokal viden for at navigere igennem og tidevandet skulle passe så der var mest mulig vand under kølen. Dydigt og tålmodigt guidede Laury os gennem, hvor vi skulle sejle og hvor vi skulle passe på. Vi planlagde hele turen med ham og han inkluderede god viden om ankersteder og aktiviteter på ruten. Baren vi skulle krydse for at komme ud fra Fraser hed “White Bay Bar” som efter sigende skulle være notorisk, da stedet kan byde på store brækkende bølger. Alle sejlere ved, at man styrer langt uden om rasende hvidt vand.

Nu var vi velinformeret, klar og hungrede efter at sætte sejl.

Der blev sagt på gensyn til alle de kære mennesker i Bundaberg havn og de vinkede os ud mod det blå med lykønsker.

Nu skulle vi til Fraser Island.

En hilsen fra Andrea, som ejede marinebutikken i Bundaberg

Bidevind i det blå ocean

Turen til Fraser var på 50 sømil men fordi vinden var lige i snuden af os blev vi nødt til at krydse hele vejen og turen endte med at tage 30 timer. Det gav vores gaster rig mulighed for at få øvet deres sejlevner! De var glade for at vejret var mildt nok til de kunne deltage og søsygen var nærmest ikke at mærke på dem.

De fil vendt over stag en hel masse gange og blev udfordret i at holde en kurs i bidevind. Det var også det mest spændende der skete på den tur. Lige på nær en anden ting.

---

FISK!

klink klink klink*reeeeeeee*

Fiskestangen løb!

Hele båden sprang i aktion; fiskeminister Theis tog stangen, Laura tog kameraet, nu skulle der frisk fisk på bordet.

Theis meldte at den havde noget vægt på sig og inden længe sprang en blåfinnet tun frem i vandet. Heldigvis var det ikke en kæmpe på flere 100 kg, som de jo kan blive.

Spændingen rejste nakkehårene på hele besætningen. Niels fattede fiskekrogen og fik ramt fisken lige i fjæset. Til vores store uheld var krogen mør af rust og fisken hoppede af for leve videre. Skuffelsen var stor, den allerførste fisk var hoppet af. Det glædede dog stadig Theis at have næsten fanget sin første tun. Og hvem ved, måske får vi den på krogen igen, bare med mere kød på sig ;)

---

Fraser Island

Vi ankom til vores første stop: Kingfisher bay på Fraser. Efter at have lagt i en mudret flod hele første måned, var synet af det klare turkisvand euforisk. Ankeret blev lagt, badetøjet røg på og lige som vi skulle tage det første hovedspring, kom meldingen. “Det frarådes at bade i dybere vand end til knæene pga hajer”

…

Ja, man skal jo lige vænne sig til farvande med disse mægtige dyr i.

Okay så, ned med dinghyen og fræs ind på stranden. Endelig blev vores overhedet korpus lagt i det dejlige kølende vand. Energien var høj og der blev leget rundt på stranden. Pludselig fik vi ideen om at kaste hinanden op i luften for at lave baglænere i vandet. Det var ikke just som at se verdensholdet men akrobatiske følte vi os. Theis var dog lidt uheldig med en landing og endte med en mild forstuvning.

Med en øm fod vandrede Theis og vi andre ind på øen. Verdens største sandø kunne nemlig byde på en masse dyreliv, især dingoer (vildhunde). Advarselskilte gjorde det mere spændende og Laury havde lært os tricket til at håndtere dem: a big stick.

Den store pind så aldrig aktion da vi ikke stødte på nogen dingoer. Til Niels’ store glæde så vi en flok gigantiske kakaduer som fløj lige om ørene på os. Da vi ikke gad lede mere efter dingoer drog vi mod båden igen, for vi skulle sejle videre ned gennem sandbanker og “bars”.

---

Sandbanker og White Bay Bar

Men hvorfor skal i så hurtigt videre ?

Godt spørgsmål kære læser. I langturssejlads er den største hovedepine at skulle være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

Men!

Her kan den dydige læser måske huske at vi mangler en stor reparation på båden.

Nemlig at fikse vores stående rig.

Riggeren Darrin venter på os på guldkysten og vi må derfor haste forbi det naturskønne Fraserområde.

Niels styrede og jeg holdte udkig i stævnen, gang på gang nærmede vi os passager med mangrover voksende lige ved siden af båden, bøjer der ikke passede og store sandbanker der fortsatte med i vandet. Gang på gang ramte vi nåleøjet og følte os som mestrer af navigation. Det var en smuk næsten jungleagtig tur ned gennem Fraser og kl 00 lagde vi anker lige foran White Bay Bar. Gasterne blev bedt om at få en god nats søvn mens skipper 1 og skipper 2 ville op kl 4 for at krydse baren.

Tidevandet ville være på sit højeste kl 630 og vi skulle ramme punktet hvor Frasers lave vand mødte havets dybder der. Heri ligger grunden til de brækkende bølger. Det dybe vand bærer bølger af en anseelig størelse ind mod det lave vand og her bliver vandet da skubbet op af undergrunden, hvilket resulterer i en stor stejl brækkende bølge.

Vi skulle have kontakt til nærmeste kyststation, da de hele tiden opdaterer den rute man skal sejle for at krydse baren. De laver også ledelys som man ser bag sig i en bestemt farve alt efter om man styrer rigtig kurs. Jeg kaldte stationen op…

White bay habour White bay habour White bay habour

This is

Saga Saga Saga

Do you read me?

Ingen svar

Jeg prøvede igen men stadig uden svar.

Mens vi snakkede om hvor god en ide det er at sejle alligevel, skrattede VHF’en.

Saga saga saga

This is

Mooloolaba coast guard

Do you copy?

Til min overraskelse informerede de mig om at White Bay Harbour først er aktive fra kl 6…

De beklagede for at ikke at kunne hjælpe mere men jeg takkede for deres svar.

…

Vi gør det sku alligevel.

Anker op, kaffe på kanden, solopgang i sigte, motoren på fuld blæs.

Det ville tage os en time at komme ud til det værste punkt så vi havde ikke tid til at vente på kyststationen åbnede.

Vi huskede på Laurys råd og vi fangede ledelysene til at guide os derud.

Hvis de lyser hvidt: alt godt

Hvis de lyser rød eller grøn: styr mod bagbord eller styrbord.

Jeg kiggede efter ledelys og Niels holder øje med bølgerne.

Vandet raser og Niels spottede en linje hvide bølgerne mod styrbord, jeg tjekkede lyset bag os: Hvidt

Vi forsatte sådan og holdte os på rette kurs. Niels spottede noget rasende vand lige forude, og jeg trodsede ledelysene og styrede udenom. 50 meter fra os kunne vi se kræfterne udspille sig.

Vandet får en helt speciel farve når det kaster sig ind over sig selv. Lige før brækket bliver det helt krystalagtigt, som blåt flydende glas. Det er smukt og man glemmer nærmest kræfterne der ligger deri. Lettet og forundret fortsatte vi, godt jeg havde Niels som udkigsmand.

Vi kan med stolthed sige at vi krydsede baren uden store problemer, vi havde endda en skare af både der fulgte os.

Vores gaster kom til syne men søvn havde de ikke fået meget af, de havde følt sig kastet en smule rundt men de stod heldigvis op til en båd på dybt vand igen.

Og her vil jeg forlade jer igen.

---

Næste gang skal i høre om mandoverbord, tankskibsslalom, er der hajer i Moreton bay? Gastechauffører og meget mere

Tak fordi i læser med!

Kærlig hilsen Saga